Den største udfordring

Vi bruger utrolig meget energi på at diskuttere økonomi og konkurrenceevne. En gang  imellem spørger jeg mig selv, om det virkelig er det vigtigste perspektiv på vores fælles samfundsudvikling. Lever vi i en velfærdsstat eller lever vi i en konkurrencestat?  

Den anden dag talte jeg med en god ven og kollega, som er kommet hertil med sin familie fra England. Hun fortalte, hvordan det engelske samfund de seneste tiår er blevet præget af ulighed og dermed af social uro. Hun beskrev hvordan fattigdommen udløser kriminalitet og utryghed.

Min tanke var straks. Er det den form for samfund vi er igang med at skabe med vores fokus på konkurrence og skattelettelser, hvor der bliver endnu større afstand mellem rig og fattig? Er det det vi vil?

Som socialdemokrat tror jeg på, at det er vigtig af sikre et stærkt fællesskab. Ikke for at vi skal være ens, men for at vi kan sikre at mennesker ikke falder til bunds i samfundet uden at få hjælp og støtte.

Et stærkt og trygt fællesskab er afgørende vigtigt for os mennesker. Jeg tror på, at et velfungerende fællesskab er det, der får et samfund til at fungere. Det er det, der sikrer at uligheden ikke bliver for stor. Det er det, der sikrer balancen mellem pligter og rettigheder.

I den seneste halve snes år er vores fællesskab og sociale sikkerhedsnet blevet svagere og svagere og flere mennesker er blev overladt til sig selv.

Vi ser et stigende antal psykisk syge mennesker, der må vente alt for længe for at få hjælp i psykiatrien. Af dem er alt for mange børn og unge.

Vi ser unge med varige indlæringsproblemer, som bliver nægtet den rette støtte til job og uddannelse som loven giver dem krav på.

Vi ser et stigende antal hjemløse. En stigning som desværre udgøres af en helt ny gruppe af unge mennesker der er faldet ud af samfundet og er henvist til at leve på gaden.

Disse meget alvorlige problemer kan vi ikke overlade til den enkelte at løse. Vi kan heller ikke regne med at private organisationer tager sig af det. Det er vigtigt af vi styrker vores fællesskab. For det er kun en fælles samfundsmæssige indsats der kan holde hånden under den generation der er allermest ramt af de seneste års krise.

Derfor er det vigtigt at vi bruger alle kræfter på at sikre et socialt retfærdigt Aarhus.

Hvor blev billedkunsten af? Kronik i Stiften 24. august 2013.

HVOR BLEV BILLEDKUNSTEN AF?

Der er grundlæggende mange ting at glæde sig over, når man arbejder indenfor det kunstneriske og kulturelle område i Aarhus. På mange måder kan man sige, at kulturen har medvind. I hvert fald i ord og holdninger.

Ikke mindst kulturhovedstadsprojektet har sat kulturen højt på den politiske dagsorden, men også regionen har gennem store partnerskabsinitiativer løftet det kulturelle område til nye højder.

At kunst, kultur og kreativitet er mere en udsmykning og underholdning, er der mange af os, der her vist og sagt i mange år, men det skal ikke afholde mig fra at glædes over, at der nu også er bred politisk enighed om, at prioriteringen af kunsten og kulturen er en væsentlig faktor for byens og erhvervslivets vækst og udvikling.

Byrådets partier har lige indgået et forlig omkring de kommende års kulturpolitik. Her lægges der ikke skjul på, at Kulturhovedstad 2017 er pejlemærket for kulturpolitikken årene inden. Det er helt selvfølgeligt og klogt. Det har jeg også givet udtryk for, da vi indsendte høringssvar til Kulturudvalgets udkast til kulturpolitik.

Det, der så alligevel giver mig anledning til at skrive dette indlæg, er, at jeg alligevel er blevet lidt skuffet over den endelige aftale.

Min første tanke var: Hvor blev billedkunsten og den billedkunstneriske talentudvikling af i kulturaftalen?

Det er altid problematisk, når kulturinstitutioner lader den indbyrdes brødnid få frit spil. Jeg vil derfor også ønske alle de, der er betænkt i aftalen tillykke. Jeg ved, at de alle vil få det bedste ud af de bevillinger, de nu har sikret sig. Samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke, at scenekunsten blev aftalens store vinder med 7 millioner ud af de næsten 11 millioner aftalen disponerer over. Billedkunsten ligner desværre  den store taber.

Det billedkunstneriske område er måske tænkt ind i aftalen omkring Kunst i byrum. Men er billedkunsterne også tænkt ind. Det fremgår ikke helt klart af aftalen, om midlerne er til at organisere initiativet, til at støtte kunstnerne eller til at anskaffe kunst. De 200.000,-kr om året, der er afsat til Kunst i byrum, er i hvert fald hurtigt brugt. Endda hvis de skal bruges til kun et af de områder, jeg nævner her.

Når man arbejder med billedkunsten, så ved man, at den prioritering, som også fremgår af kulturaftalen, ikke er en ny problemstilling. De første reaktioner, jeg var vidne til blandt billedkunstnere var da også en slags mat resignation. Billedkunsten har det ofte svært i kulturpolitiske bevillingssammenhænge. Hvorfor det er sådan, er der måske flere grunde til.

I 80’erne arbejdede jeg selv i byen som billedkunstner. Fra den tid kan jeg huske mine anstrengelser for at finansiere mine projekter og få råd til at skabe ro til at udvikle og arbejde.  I slutningen af samme årti, arbejdede jeg sammen med en række af de eksperimenterende performancegrupper, som byen kunne glæde sig over den gang. Til min overraskelse var det langt lettere at skaffe midler til produktion og udvikling inden for det miljø. En del af forskellen lå i, at scenekunst har en anden synlighed. Der optrædes, der annonceres, der tilbydes fælles, sociale oplevelser. Det er på mange måder en udadvendt kunstpraksis, der måske også har kunstnere med en mere ekstrovert attitude.

En anden del ligger i organiseringen. Scenekunsten er langt bedre organiseret. Dans, teater, performance er oftest organiseret i ensembler og grupper. Min oplevelse i 80’ernes performance miljø var, at det var langt lettere at finde ressourcer til at søge penge, at kontakte nøglepersoner, kommunale embedsmænd og politikere, uden at produktionsflowet og ideudviklingen gik tabt.

Til sammenligning findes der ikke ret mange organiserende miljøer inden for billedkunsten i byen og  regionen. Det hedengangne Kunstnernes Hus, var et forsøg og et eksempel. ProKK, professionelle kunstere og kunsthåndværkere er et andet. Det sidste synes også at være i krise, efter at der er givet afslag på ProKKs seneste store udstillings- og udviklingsprojekt.

Organiseringen af billedkunstområdet, er ikke kun en nødvendighed for at skaffe sig kommunale kulturmidler. Det er også helt afgørende for billedkunsten selv og det politiske ønske om høj kunstnerisk kvalitet. Hvis vi vil noget med billedkunsten i Aarhus, så må vi til af finde måder at sikre en bedre organisering og finde bedre måder at sikre ro til udvikling og produktion.

En anden trist oplevelse i læsningen kulturaftalen er, at det, der ellers så ud til at være et fornyet fokus på billedkunstnerisk talentudvikling: de billedkunstneriske grundkurser, BGK’erne , er blevet skrevet ud af den endelige aftale.

BGK er et tilbud til unge, der gerne vil arbejde lidt mere med billedkunst end de muligheder, de tilbydes i forbindelse med ungdomsuddannelserne. På den måde får de udviklet deres talent samtidig med, at de evtuelt gør sig klar til en af de kreative uddannelser inden for design, arkitektur eller billedkunst.

Man kan selvfølgelig indvende, at de der vil være kunstnere, de skal nok blive det. Med eller uden en billedkunstnerisk grunduddannelse. Men hvis det er den måde, man tænker på BGK, så har man overset et meget væsentlig element i de kunstneriske grunduddannelser.

BGK er ikke blot med til at gøre unge mennesker bedre egnet til de kunstneriske kreative uddannelser. De kunstneriske grundkurser har et meget vigtigt alment sigte. At udvikle de billedkunstneriske talenter handler om mere end at lave nye billedkunstnere. Hele det visuelle område vil de kommende år få stigende betydning overalt i vores samfund. Tænk på hvor meget af din kommunikation, der er båret af billeder i dag. Digitale brugerflader, ikoner, videoer. Billedproduktioner i alle afskygninger hører til vores fælles kommunikation og er en meget stor del af vores vidensformidling. Med globaliseringens hastige udvikling bliver det givetvis meget meget mere de kommende år. Som eksempel på, hvordan det område udvikler sig, er det påfaldende, at den vigtigste måde at udbrede viden på i mange afrikanske lande er at lave små tekstløse videoer til smartphones.

Så de billedkunstneriske grunduddannelser handler ikke kun om kommende kunstnere. Det handler om højt kvalificeret visuelt kunstnerisk ungdomsundervisning, der kan gøre unge klar – ikke blot til de kunstneriske kreative uddannelser, men til livet i en visuelt kommunikerende global verden.

Det er trist for billedkunsten, at den ikke er blevet tilgodeset i kulturaftalen. Men det er også trist for Aarhus. Hvis vi vil noget med hele det kunstneriske område, så er billedkunsten uomgængelig. For at vende tilbage til mine erfaringer fra 80’ernes kulturelle Aarhus, så var den tids store kunstneriske satsninger kendetegnet ved samspillet mellem de kunstneriske genrer. Og billedkunsten var ofte en vigtig kunstnerisk grundforskning i mange af de mere spektakulære og udadvendte projekter.

Jeg håber, at der er tid endnu, til at prioritere billedkunsten i den kommunale kulturpolitik. Jeg hører kulturpolitikkere, der håber på, at de kommende budgetforhandlinger giver nye muligheder. Hvis de gør, er vi en del der håber på, at det kan komme de billedkunstneriske område og dermed Aarhus til gavn og glæde.

Aarhus kommunes Kulturpolitik for 2014-2016

Så er udkastet til Kulturpolitikken for 2014-2016 kommet i høring i det kunstneriske og kulturelle miljø. Måske lidt forudsigeligt kommer de kommende års kulturelle satsningers til at ligge tæt op ad Kulturhovedstad 2017's Rethink program. Mange af initiativerne i udkastet er da også helt tydeligt taget ud af 2017 -programmet.
Det kan man ikke undre sig over, da rigtig menge penge skal kanaliseres derover, for at løfte ambitionerne om at blive en kulturhovedstad, ingen før har set.

Der er såmænd flere gode ting i udkastet, men hvis jeg skal starte med den kritiske kommentar først, så er hele udkastets opbygning problematisk. Udkastet er struktureret med nogle områder, hvor der for hvert område er beskrevet visioner, mål og initiativer. Det kunne såmænd være udmærket, hvis det ikke havde været fordi, der under flere områder ikke er overensstemmelse mellem mål og initiativer. De initiativer, man ønsker at sætte igang, understøtter simpelthen ikke de mål, man sætter sig. På dem måde risikerer men,at det nok lyder godt, men man lykkes ikke med det, man vil.

På den gode side er der grund til at glæde sig over, at politikerne har fået øjnene op for den kunstneriske og kulturelle fødekæde. På billedkunstsiden har denne talentudviklings-fødekæde været brudt. Igennemmange år har aldersgruppen 14-20 år ikke været tilbudt relevant fagligt kompetent kunstundervisning og -inspiration ud over det, der har kunnet vælges på gymnasiet. Udkastet rummer nu et tydeligt mål om, at der skal være de såkaldte GK'ere på alle områder. GK står for grundkursus, og det billedkunstneriske grundkursus har været savnet igennem mange år. Man må så håbe, at den politiske lyst til at putte alt nyt ind i de kommunale institutioner, ikke tager overhånd, men at man får et kommende BGK forankret i det kunstproducerende miljø og ikke i en kommunal ' kulturskole'. Opfordringen til politikerne i denne forbindelse er at bruge den mangfoldighed, der er i det kunstneriske miljø, og bruge de miljøer til læring og inspiration af de kommende talenter.
Et andet perspektiv, som udkastet bør krediteres for, er partnerskabstænkningen. Jeg ved meget vel, at interessen for partnerskaber også er båret af ønsket om at spare penge. Men samtidig: Vi er jo alle interesseret i at få mest mulig kultur for de midler der er til rådighed. Men partnerskaberne åbner også op for nye muligheder. Tværfagligheden kan være en kilde til ny inspiration og helt nye kunstneriske projekter. Partnerskabstanken bygger i virkeligheden videre på et af byens helt unikke karakteristika: vi er en mangfoldig storby men ikke større end at vi kende og kan nå hinanden. Også på dette område skal man dog være sig bevidst, at samarbejde ikke er gratis. Det kræver ledelse og ressourcer, og de skal ofte stilles til rådighed et andet sted fra. Eventuelt gennem politiske bevillinger.
Udkastet til kulturpolitikken er i høring indtil 21. juni, hvor det er sidste frist for høringssvar. Den endelige behandling sker i august.

Folkeskolen

Folkeskolen

Der er ikke meget i denne verden - ud over tangenterne på et klaver - der er sort og hvidt. Noget, som slet ikke er sort eller hvidt, er den faglige konflikt på folkeskoleområdet. Der er ingen tvivl om, at skolen trænger til at blive gentænkt. På en række områder har de seneste 30 års forsøg med at udvikle Folkeskolen ikke leveret de ønskede resultater. Danske skolebørns læsefærdigheder er blot middelmådige i forhold til vores nordiske nabolande, vi lykkes ikke med at løfte børn med dansk som andetsprog op på niveau med deres etnisk danske kammerater og Folkeskolens undervisning gør, at drenge klarer sig generelt dårligere end pigerne. Der er adskillige grunde til, at vi må tænke nyt om vores måde at tilrettelægge vores skole på.

At flytte Folkeskolen kræver ledelsesmuligheder. Det betyder, at vi skal kunne flytte ressourcer, timer og lærernes tilstedeværelse.

Jeg tror, at alle, der leder lærere og undervisningssteder, ved, at succesfulde forandringer sådanne steder afhænger af, at der er opbakning hele vejen rundt blandt dem, der skal føre forandringerne ud i livet. Al forandring i skolen og i andre uddannelsessteder er afhænging af undervisernes medejerskab til det, der skal ske. Folkeskolen skal flytte sig, hvis vi skal kunne løfte de udfordringer vi står overfor. Men ingen kan flytte sig og tænke nyt, når de bliver tvunget. Folkeskolens udvikling er, om vi kan lide det eller ej, afhængig af, at lærerne er motiveret for forandring og for at bære udviklingen.

Derfor er der hverken skurke og helte, sort og hvidt i sagen om Folkeskolen. Der er kun gråtoner, forhandling og kompromis, hvor alle parter kan se lidt af sig selv, og forhåbentlig mest mulig god skole i resultatet.